Ludvig Renbo Olsen | Portfolio

  • da

Menu

Filter

Social

Camino De Santiago: 9 ting jeg lærte ved at vandre 900 km

Camino De Santiago St Jean Pied de Port

Camino De Santiago er navnet på en rejse som op imod 200.000 mennesker drager på årligt med mål i Santiago De Compostela i Galicien, Spanien.

Camino Frances, den vel nok mest populære vandringsrute, har sin start i franske St. Jean Pied de Port og går gennem flere større byer såsom Burgos og León.

Det var denne rute, jeg vandrede, med start d. 3. oktober, 2014, og med ankomst til katedralen i Santiago de Compostela d. 7. november. Her tog jeg tre dages pause, inden jeg til slut vandrede ud til ‘Verdens Ende’, Finesterre, ved vestkysten.

Undervejs på sådan en rejse er der mange indtryk, oplevelser og erfaringer, som man kan tage med sig videre i livet. Det siges sågar, at Caminoen først starter, efter man er færdig med sin vandring.

Her kommer ni ting, jeg lærte ved at gå Caminoen:

1. Man skal bare blive ved med at gå!

Når jeg er i en kreativ skabelsesproces, er det vigtigt, at jeg undgår at vurdere mit produkt konstant, da det ofte tager mange timer at få et tilfredsstillende resultat. Jeg skal derimod stole på, at der nok skal komme et godt resultat ud i sidste ende.

Ofte er der processer i skabelsen af et produkt, hvor man forsøger at få sin idé ud af hovedet og ned i en prototype. Dette kan tage mange forsøg, før man er tilfreds, men disse processer er ofte uundgåelige, hvis man vil opnå et godt resultat. Derfor nytter det ikke noget at bortkaste idéen, hvis den første skitse er pinligt dårlig. Denne skitse kan nemlig give idéen til den næste version, som måske er fantastisk.

Ved at gå 6-12 timer om dagen, lærte jeg, at hvis jeg bare bliver ved, trods smerte, træthed og dårligt vejr, skal jeg nok nå min destination.
(Dette er på eget ansvar! 😉 )

 

2. Træf de svære valg

Mange mennesker vandrer caminoen lige efter, de har sagt deres job op. De resterende har planer om at gøre det, når de kommer hjem…

Dette er selvfølgeligt ikke helt korrekt, da der er en del pensionister og sågar personer, der nyder deres arbejdsliv eller allerede har fundet en god livsstil, der vandrer Caminoen. Der er dog en klar tendens til, at folk går Caminoen, når de har brug for en ny retning i livet. 30-40 dages vandring mod vest renser ud i negative tankemønstre og giver et åbent mindset, hvor man ser muligheder i stedet for begrænsninger.

Man bliver ikke nødvendigvis et helt andet menneske af at gå turen. Ligeledes kommer der ikke nødvendigvis store åbenbaringer på turen, men man får et godt grundlag at træffe sine fremtidige valg på, da man ved, at man kan klare sig med en rygsæk og et par vandrestøvler.

Det er dog mest effektivt at træffe sine svære valg hjemmefra. Min erfaring er, at de mennesker, der ikke har truffet dem inden turen, bruger meget energi på at træffe dem på turen. De hedder selvfølgeligt svære valg, fordi de er svære at tage, men ofte ved man godt på forhånd, om man kommer til at træffe beslutningen eller ej, hvorfor det er “lettere” bare at gøre. I sidste ende handler det om, hvorvidt man vil bruge sine ressourcer på at rode rundt i fortiden, eller om man vil skabe en bedre fremtid ved at være opmærksom i nuet.

 

3. Der findes mange alternative livsstile

Når man møder nye mennesker, møder man også nye måder at leve på.
Caminoen byder på mange typer. Min svenske ven Stefan, der arbejder 5 mdr. om året på sit hostel og bruger de resterende 7 på at rejse og opleve. En enkelt, der havde rejst verden rundt i 10 år og arbejdet et par måneder i hvert land, mens han lærte kulturen at kende. Et par, der havde planer om at finde arbejde på de skibe, der kunne tage dem jorden rundt i et års tid, med en guitar på ryggen. Generelt en masse mennesker, der har vist mig, at verden er åben, hvis man tør begive sig derud, hvor trygheden ved det faste job og hjem ikke er til stede, men hvor oplevelserne venter.

Der er ingen grund til at tage for givet, at en lang uddannelse og et godt betalt job resulterer i et mere meningsfuldt liv. Det kan sagtens være sådan, men man må først undersøge alternativerne, selvom regeringer fra højre til venstre prøver at presse den umiddelbart samfundsproduktive livsstil ned over hovedet på os.

Jeg ynder selvfølgeligt at bidrage til det/de samfund, jeg er og bliver en del af, men det må være i en balance, hvor jeg ikke brænder ud, og hvor jeg ikke om 30 år går caminoen for at tænke over, hvordan jeg spildte mit liv med at følge en andens meningsløse dagsorden, når jeg kunne have fulgt min intuition og skabt min egen dagsorden, der havde givet mig energi og motivation. Energi, der ville have smittet af på andre mennesker, hvilket kunne have medført endnu mere positivitet, kreativitet og gåpåmod i verden.

 

4. Kontrasten gør forskellen

Efter de første 10-15 dages vandring i skøn natur, bliver man lidt mæt af alle de indtryk, man har fået. Bjergene er stadig smukke og spændende, men fordi de bliver hverdag, bliver man ikke længere blæst omkuld af deres tilstedeværelse. Sådan husker jeg også min tur til Island, hvor vi på en guidet tur så alt for mange helt fantastiske naturområder, hvilket førte til en fin hovedpine og en mindsket modtagelighed resten af dagen, da jeg slet ikke havde tid nok til at bearbejde skønheden.

At vandre bliver til en vane, og selvom jeg nyder at bruge min krop på den måde, begyndte det i perioder at kede mig en smule, da det blev lettere og lettere og den fantastiske natur ikke længere havde den helt samme effekt på mig.

Min pointe er ikke, at man skal slide sig selv op i et kedeligt job hele ugen bare for at gøre weekenden ekstra spændende, men man skal måske alligevel dosere sine planlagte oplevelser således, at en kontrast gør den enkelte oplevelse endnu større. En sådan livsstil kunne bygges op omkring en månedsplan med 3 ugers kreativt arbejde og 1 uges inspirationsrejse, eller en lignende model, så man hele tiden får bearbejdet de indtryk og oplevelser, man har fået.

 

5. Skab den verden, du gerne vil leve i

Det her lyder nok lidt poppet og uoriginalt, men en af de tanker, som jeg fandt mest kraftfuld på min vandring, var, at jeg selv må bidrage med den skønhed, jeg gerne vil have i min hverdag.

I samme uge, jeg lancerede nyheden om, at jeg havde droppet ud af min uddannelse, samt givet en begrundelse her på bloggen, begyndte venner og bekendte at fortælle, hvordan de havde det med arbejdslivet – ofte med samme tanker om at prøve noget andet.
Dette gjorde mig opmærksom på, hvor rigtigt det er, at vi får det tilbage, som vi selv giver. Derfor må den eneste måde at få et liv fyldt med skønhed være at bidrage med skønhed.

 

6. Sørg for at spise ordentligt, hvis du har planer om at gå 54km på én dag

Den behøver vidst ikke en længere forklaring… Men I får lige en alligevel!

På min sidste dag til Santiago fik jeg den skøre idé at gå hele vejen på samme dag, i stedet for at dele distancen op over 2 dage.
Efter at have gået mere end en måned er 30km ikke længere en udfordring, der er svær at gennemføre. Det er stadig langt, men jeg ønskede at afprøve mine grænser, når nu chancen var til det, og der i øvrigt var udsigt til et par hviledage bagefter.
De første 40km gik ganske fint. Jeg gik hurtigt, holdte kun få, korte pauser og vejret var perfekt. Vejret forblev perfekt de sidste 14km, men det gjorde jeg ikke! Jeg havde undervurderet kroppens madbehov ved sådan en distance – i min iver efter at komme afsted. Så jeg blev en smule svimmel og bleg (ifølge en cypriotisk kvinde, der havde fået samme tossede idé). Samtidigt begyndte benene at introducere nye smertestadier for mig. Altså ikke i forhold til impulssmerter som man f.eks. kan opleve, hvis man prøver at desinficere et åbent sår (av), men når man skal gå 14km med det, er det ikke behageligt. Det kan også være, at jeg bare havde sværere ved at ignorere smerten, pga. et dalende energiniveau. Det var i hvert fald en udfordring.
Da jeg så endeligt humpede de sidste skridt hen til katedralen, var jeg ret glad. Kontrasten mellem smerten og bevidstheden om, at jeg nu havde nået mit mål, var altså af en tilpas størrelse til, at et smil formede sig i mit ansigt.

Selvom jeg selvfølgeligt lærte, at man skal være opmærksom på sit madindtag på sådan en tur, var den virkelige lektion nok at:

 

7. Hvis jeg kan visualisere mig selv gøre det, kan det nok også lade sig gøre

Andre har før mig præsteret nogle meget vildere distancer, så jeg vidste, at det var muligt. I forhold til min alder, form og indstilling, havde jeg faktisk troet, at det ville være en noget lettere opgave, end det blev. Men jeg kæmpede mig igennem det, hvilket mentalt giver et fint selvtillidsboost, som kan bruges i alt jeg gør. “Jeg kan, og jeg vil!” messede jeg til mig selv i ren Obamastil, mens jeg gik de sidste 3km, og det er jo egentligt rigtigt. Hvis man er villig til at tage konsekvenserne af sit valg, kan man opnå de fleste mål..

Det hjalp så også, at jeg var i gang med at læse Viktor E. Frankls bog Man’s Search for Meaning, hvilket er en fortælling om livet i koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig. Det perspektiv fungerer ganske effektivt 😉

 

Visualiseringsdelen er også ret effektiv i kreative projekter, hvor man ofte må strække sig længere end man tidligere havde troet muligt. Hvis man kan visualisere dele af processen eller resultatet, plejer de andre ting at falde på plads hen ad vejen.

 

8. Mit valg var rigtigt

Da jeg startede turen, havde jeg stadigt en del tanker om min tidligere uddannelse kørende rundt inde i hovedet. Efter nogle dages vandring havde jeg dog gået dem væk. Nu ved jeg, at det var det helt rigtige valg.

Der er så mange muligheder for at skabe en tilværelse, som jeg kan finde glæde i og blive inspireret af. De skal næsten have en chance.

 

9. Livet er virkeligt ikke en konkurrence

Den første dag i St. Jean Pied de Port fik vi uddelt nogle papirer på et kontor. To ældre damer gav os nogle instruktioner angående den første etape, da sommerens massive regn havde ødelagt nogle dele af ruten – så vidt jeg forstod på deres halvfranske engelsk. Da vi skulle til at forlade kontoret nævnte den ene af damerne, at vi skulle gå i vores eget tempo. Caminoen var ikke en konkurrence.

Senere mødte jeg så en småfuld nordmand, som mange gange gentog, at Caminoen var ligesom livet, bare komprimeret. Og selvom hans heraf udledte konklusion den aften var, at nu havde han haft det sjovt, så nu skulle han hjem og arbejde hårdt, indtil han gik på pension (han var i 30’erne), hvilket ikke umiddelbart er den mest inspirerende Caminokonklusion, var der dog alligevel en pointe.

I løbet af turen har jeg mødt folk på mange forskellige stadier af ruten. Nogle mødte jeg igen og igen, nogle med 10 dages mellemrum og nogle var meget korte bekendtskaber. Fælles er dog, at vi alle nåede i mål på et tidspunkt. Der var ingen grund til at skynde sig. Nogle gange tog man endda lidt af farten, så man kunne følges med de rigtige mennesker.

Lige meget, hvordan man har det med døden, tror jeg, de fleste er enige om, at der ikke er nogen grund til at skynde sig derhen. Jeg ville nok i hvert fald ikke slå de sidste 2 dage sammen bare for udfordringens skyld.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*